Pressemeddelelser Xtreme Mandehørm

Underholdning i start- og målområdet

Når deltagere, pårørende og andre tilskuere møder op på Antvorskov Kaserne den 3. oktober 2015 kl. 11.00, så venter der en oplevelse, idet veteranbilklubben ”MG Car Club Danmark” udstiller 10 – 15 forskellige veteranbiler, som alle er engelske sportsvogne f. eks. MG, Austin Healey, Jaguar og Morgan.

Herudover sørger Slagelse Garden, der er en blandet drenge- og pigegarde bestående af et tambourkorps og et harmoniorkester med i alt ca. 30 uniformerede gardere i alderen 9- 28 år, for underholdningen.
Garden hører til blandt Danmarks bedste bygarder, og spiller 3 x 15 minutter inden den officielle åbning kl. 13.00

Som toastmaster sørger den allestedsnærværende byrådspolitiker Morten Hass Augustsen for, at den officielle åbning ikke bliver kedelig. Han vil orientere om arrangementet, samt introducere byens borgmester Sten Knuth, der holder åbningstalen - borgmesteren deltager efterfølgende i selve løbet.

Deltagerne er delt op i 5 startgrupper med ca. 160 deltager i hver gruppe. Den første gruppe sendes afsted kl. 13.30 med et brag af regimentets 400 år gamle salutkanon, der er i støbt bronze - 70 cm lang og 35 cm høj. Herefter klipper borgmesteren ministrimlen over, som et synligt bevis på, at løbet er sat i gang.
Når startgruppe 2, 3 og 4 sendes afsted, så vil det ske med en fanfare af tre garderhusarer, der er stillet til rådighed af Hesteeskadronen, og når den sidste startgruppe sendes afsted, så sker det igen med en kanonsalut.
Når løberne returnerer til stadion, og passerer målstregen, så uddeles der spurtpræmier til dem der har gjort sig fortjent hertil. Til alle deltagere er der en gratis øl, inden turen går til omklædningsrummene med 16 brusere, hvilket er en yderligere udfordring.

Underholdning i Teatersalen med fest, musik og Heidier

Til den efterfølgende fest åbnes dørene kl. 16.00, hvor vores toastmaster Morten Hass Augustsen byder deltagerne velkommen på sin egen og meget specielle måde, og mon ikke vi også får et nummer på mundharmonikaen. Herefter starter DJ’en med at skabe bierstube stemning, og kl. 17.00 er der helstegt gris, pølser, kartoffelsalat og salatbuffet. Royal Unibrew sørger for, at der er drikkevarer i rigelige mængder, der udskænkes af vore søde Heidier fra The Old Irish Pub.
Så er det ellers tid til socialt samvær og en masse blærerøvs snak fra dagens strabadser – der selvfølgelig skal fortælles til kollegaerne.

På scenen dyster 5 deltagere i de 2 pauser om, hvem der kan drikke 1 liter øl hurtigst, og resultatet heraf indgår i lodtrækningen af en del flotte præmier til deltagerne. Herudover uddeles der præmier til den hurtigste løber og det hurtigste hold, samt til bedst udklædte hold og sidste mand over målstregen.
Som aftenens højdepunkt, så optræder det legendariske og lokalkendte rockorkester Kings of Rock, der spiller den fede rock på den helt rigtige måde med numre fra bl.a. AC/DC, Guns’N Roses, U2, Bon Jovi, DAD, Kings Of Leon + et fantastisk Michael Jackson Medley – à la Kings Of Rock – og ikke POP.

Oplev dig selv

Som en nyskabelse vil billeder fra dagens oplevelser blive vist på de to store lærreder i Teatersalen.


Tilmelding

Der er mindre end 50 billetter tilbage, så nu haster det, hvis du ønsker at deltage i dette års XM 2015.
Tilmelding foretages på www.mandehorm.dk, og der kan hentes mere specifik information under Slagelse.


Med venlig hilsen
Kurt Petersen

FIRMAIDRÆT SLAGELSE · CVR: 12581114 · Skjoldsvej 8 · 4200 Slagelse · 23430915 · kontakt@firmaidraetslagelse.dk